Monofagligt samarbejde:
Ved et monofagligt samarbejde arbejder man udelukkende med én faggruppe, som har ét sæt af kompetencer samt speciale. Dette kunne eksempelvis være et team af sygeplejersker.
Flerfagligt samarbejde:
Ved et flerfagligt samarbejde arbejder forskellige faggrupper med samme problem. De arbejder blot ikke sammen på tværs af faggrupperne, så derfor foregår selve samarbejdet om problemstillingen indenfor én faggruppe.
Tværfagligt samarbejde:
Ved et tværfagligt samarbejde minder meget om tværprofessionelt samarbejde, da samarbejdet foregår imellem flere faggrupper, som arbejder indenfor deres eget felt, dog i samarbejde med andre faggrupper, der også agerer indenfor deres eget område med de enkelte faggruppers metoder og kompetencer. Det vil sige, at ved et tværfagligt samarbejde arbejder faggrupperne med elementer i form af værktøjer og metoder fra de andre faggrupper, som benyttes for at nå frem til et mål.
Tværprofessionelt samarbejde:
Det tværprofessionelle samarbejde er foretrukket, da man i høj grad samarbejder på tværs af professionerne men også i høj grad gør brug af de andre faggruppers kompetencer for til sidst at nå frem til et sikkert fælles mål.
For at opnå samarbejde i tværprofessionel sammenhæng opstilles tre overordnede problemstillinger af Andy Højholdt;
- "Hvordan får vi samarbejdet mellem professioner til at virke?"
- "Hvilke barriere kan der være for at få samarbejdet mellem professioner til at lykkes?"
- "Hvordan kan vi medvirke til at overskride disse barriere?"
Tværprofessionelt samarbejde skal være et mål i sig selv for at kunne løse disse problemstillinger.
Andy Højholdt mener, at nøglen til at finde en løsning ofte ligger i samspillet og dermed samarbejdet med andre mennesker, samt at "virke" sammen med andre. Dette består i, at vi at vi i fællesskab orienterer os omkring løsningsredskaberne for den givne problemstilling. Flere forskellige faggrupper går sammen og ønsker at samarbejde med hinanden. Dette kan være opskriften på et perfekt samarbejde og muligvis nøglen til problemløsningen.
Han forklarer endvidere, at vi ofte er nødsaget til at søge nye muligheder og ideer hos andre, når der opstår blokade i problemløsningen på trods af, at mange ønsker at arbejde alene. Heraf opstår samarbejde.
På arbejdspladsen er vi ofte nødt til at arbejde tværprofessionelt for at kunne agere som problemløsere. Derved kan vi, i en arbejdsprocess med fælles mål, erstatte hinanden, da vi deler kompetencer i samarbejdet om at problemløse.
Herfor er tværprofessionalitet meget vigtigt, hvis man har til opgave at løse en problemstilling, som man kan se ikke er mulig at løse udelukkende ved brug af redskaber samt kompetencer fra ens egen faggruppe. Her er det nødvendigt, at man rækker ud og låner redskaber af andre faggrupper for på denne måde at opnå det ideelle sæt af redskaber til at problemløse den givne problemstilling.
Ved at arbejde mono-, fler- eller tværfagligt fortsætter man indenfor egne områder i forhold til sin egen profession. Disse former for samarbejde kan også fungere i flere sammenhænge, dog ofte ikke på institutioner som eksempelvis sygehuset, som består af mange forskellige faggrupper, som arbejder sammen om at problemløse i ét stort sammenspil. Her er man nødt til at se ud over sine egne kompetencer og gøre brug af de andre professioner omkring sig.
For til slut at finde frem til en fælles og den mest ideelle løsning på et problem, skal man kunne agere som repræsentant for sin profession og bidrage med kompetencer samt redskaber herfra, for på denne måde at komme til at arbejde mere flydende. (16)
Han forklarer endvidere, at vi ofte er nødsaget til at søge nye muligheder og ideer hos andre, når der opstår blokade i problemløsningen på trods af, at mange ønsker at arbejde alene. Heraf opstår samarbejde.
På arbejdspladsen er vi ofte nødt til at arbejde tværprofessionelt for at kunne agere som problemløsere. Derved kan vi, i en arbejdsprocess med fælles mål, erstatte hinanden, da vi deler kompetencer i samarbejdet om at problemløse.
Herfor er tværprofessionalitet meget vigtigt, hvis man har til opgave at løse en problemstilling, som man kan se ikke er mulig at løse udelukkende ved brug af redskaber samt kompetencer fra ens egen faggruppe. Her er det nødvendigt, at man rækker ud og låner redskaber af andre faggrupper for på denne måde at opnå det ideelle sæt af redskaber til at problemløse den givne problemstilling.
Ved at arbejde mono-, fler- eller tværfagligt fortsætter man indenfor egne områder i forhold til sin egen profession. Disse former for samarbejde kan også fungere i flere sammenhænge, dog ofte ikke på institutioner som eksempelvis sygehuset, som består af mange forskellige faggrupper, som arbejder sammen om at problemløse i ét stort sammenspil. Her er man nødt til at se ud over sine egne kompetencer og gøre brug af de andre professioner omkring sig.
For til slut at finde frem til en fælles og den mest ideelle løsning på et problem, skal man kunne agere som repræsentant for sin profession og bidrage med kompetencer samt redskaber herfra, for på denne måde at komme til at arbejde mere flydende. (16)
