"LN kan ikke mestre sin diabetes mellitus type 2. Denne manglende mestring afspejler sig i, at hun ikke møder op ved aftaler med behandlersystemet vedrørende hendes diabetes, hun tager ikke sin medicin, får ikke den nødvendige mængde motion og måler ikke sine blodsukre. Hendes begrundelse for disse problematikker er, at hun ikke har tid til disse ting samt at hun glemmer dem.
Kan der ligge en dybere problematik samt forståelse bag hendes manglende mestring ?"
Ud fra vores problemstilling har vi benyttet os af den kvalitative metode i form af et interview med vores kliniske vejleder. Endvidere har vi gjort os store overvejelser omkring, hvilken tilgang vi ønskede at benytte os af. Endegyldigt besluttede vi at tage udgangspunkt i den kvalitative metode med en fænomenologisk hermeneutisk tilgang, da vi prioriterede at belyse de bagvedliggende faktorer, som lå til grund for LN's manglende mestring af sin diabetes og på denne måde gå i dybden med vores problemstilling. Da vi valgte at tage udgangspunkt i denne problematik, faldt det naturligt at vælge den kvalitative metode velvidende, at den manglende mestring ikke er repræsentativ. Ved brug af denne metode blev det muligt at få indsigt samt en dybere forståelse for LN's problematik.
Herudover har vi søgt og læst litteratur og bearbejdet samt analyseret indsamlede data med, hvad vi mente var relevant teori. Den valgte teori af forskellige teoretikere gjorde det muligt for os at belyse problematikken i at motivere en borger til at varetage sin sygdomssituation. I løbet af bearbejdelsen af vores problemstilling, fandt vi ud af, at der lå en dybere mening samt forståelse bag LN's manglende mestring.
Vi kan konkludere, at det kræver en dybere forståelse for en persons habitus og compliance forinden vi, som sundhedsfaglige, kan motivere den enkelte til at mestre sin situation. Herfor har vi desuden lagt fokus på de sundhedsfagliges fænomenologiske tilgang til borgerne, samt vigtigheden heraf. Hvis sygeplejersken tager udgangspunkt i empowerment, kan dette føre til, at borgeren opnår livsdygtighed og dermed bliver i stand til at mestre sin sygdom og hermed sit liv.
Med udgangspunkt i den manglende motivation og mestring har vi valgt at fremhæve fællesskabet da dette ofte er en afgørende motivationsfaktor for det enkelte individ. Herfor har vi udarbejdet en netværksgruppe for diabetikere med anden etnisk baggrund med henblik på at danne et fællesskab hvor de kan udveksle erfaringer og følelser omkring deres situation. Derudover har vi oprettet et brugerdreven innovationsplatform i form af en motivationsgruppe på Facebook, som har til formål at opbygge et fælleskab, hvor LN, samt andre i samme situation som hende, kan søge information, vejledning, støtte og herudover dele erfaringer med andre ligestillede. Derudover mener vi at en mentor kan være en god ide for LN for at hun kan få struktur over hendes hverdag og dermed hjælpe hende til at få styr på alle kontakterne til systemet.
